Min første vandkefir

Nu skal det være! Jeg skal forsøge at lave min egen vandkefir.

Mælkesyrebakterier er dit immunforsvars og din fordøjelses bedste ven, og jeg drikker dagligt et skvæt Vita Biosa i min citron/ingefær morgendrik, men både for at spare penge og for eksperimentets skyld, vil jeg nu forsøge at producere mine egne bakterier.

Jeg skal i morgen aften mødes med en fremmed kvinde på en p-plads og udveksle kefirgryn for mørk chokolade - allerede der starter spændingen ;)

Her kommer opskriften, hvis du skulle få samme lyster

OPSKRIFT

1. FERMENTERING ca. 1 dl kefirgryn liter vand 0,5-1 dl sukker (helst øko) skal af 1 øko-citron (kan udelades)

SÅDAN Opløs sukkeret i 2 dl kogende vand. Hæld det herefter i en stor glasbeholder sammen med 8 dl vand fra vandhanen og citronskallen. Rør rundt, så sukkeret er helt opløst og hæld så vandkefirgrynene herned. Dæk hullet i glasbeholderen med et rent klæde og spænd det fast med en elastik. Sæt glasset på din køkkenhylde og lad den passe sig selv i 48 timer.

Når de 48 timer er gået, sier du citronskal og kefirgryn fra. Jeg bruger en ren stofble, som jeg lægger oveni en plast-si. Så hælder jeg væsken på flaske og sætter kefirgrynene til side. Vandkefiren kan nu drikkes som den er, eller du kan smagsætte den i det, man kalder 2. fermentering.

Samtidig bruges kefirgrynene til straks at sætte gang i en ny omgang vandkefir, som kan stå og hygge sig på hylden, og på den måde har man konstant en produktion i gang.

Vandkefiren kan holde sig nogle dage i køleskab.

NB: Du bør brygge din vandkefir i glas og ikke i plastik- eller metalbeholdere. Du bør derimod bruge plastikredskaber til at håndtere din vandkefir, da metalredskaber vil reagere uhensigtsmæssigt med kefiren. Rustfrit stål kan (måske) godt bruges, men er ikke optimalt.

2. FERMENTERING

Du har nu hældt din vandkefir på flaske med patentlåg (sådan et tætsluttende et med gummiring). Tilføj nu lidt (økologisk) frugt, frisk eller frossen, eller lidt god æblemost ned i flasken. Du kan også bare tilsætte 1 spsk rørsukker. Sørg for, at flasken ikke er fyldt helt til randen, men at der er et lille stykke i toppen. Luk flasken helt med låget og sæt den på køkkenhylden i 24 timer. Når de 24 timer er gået, sætter du den i køleskab i 2-3 døgn, og så er den klar til at blive drukket. Du vil nu opdage, at din vandkefir er blevet let perlende.

Kilde: Madbanditten

 

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!