Lev Livet Langsomt

For få dage siden havde jeg en artikel i Nordjyske om at dyrke langsommeligheden og på den måde få mere ud af livet. Den findes kun i den gode gammeldaws papirversion, men hvis du har lyst til at læse den, har jeg sat den ind herunder:

 

Livet skal leves langsomt

I en tid, hvor alting går så hurtigt, er tid og langsommelighed blevet en luksusvare. Derfor er yoga, meditation, mindfulness og retreats eksploderet i popularitet.

I 80’erne var det enormt trendy at være travl og stresset med attachemapper, skulderpuder og store klodsede mobiltelefoner. Man drak masser af kaffe, talte hurtigt og især om hvor stresset man var. Den trend bragte vi videre med os ind i 90erne og 00erne, hvor teknologien fik det hele til at accelerere endnu hurtigere, og kaffe blev nu drukket af enorme halvliters krus fra Starbucks, for nu gik det edderfløjtemig stærkt! Og så forfærdeligt mange mennesker, der brænder lyset i begge ender, lider under dette i dag.

Men jeg fornemmer at trenden er ved at vende her i 10erne. Der dukker forskellige Slow Movements op. Mennesker som ønsker en mere langsom livsstil. De øver sig i at bevæge sig langsomt, tale langsomt, spise langsomt. Folk ønsker at stå af ræset og leve en mere enkel livsstil med mindre forbrug, mere bæredygtighed, mindre kompleksitet og mindre stress.

Eksistentiel travlhed

Jeg føler et stort behov for at udnytte hvert hul i min kalender, have travlt og være effektiv og lider alligevel altid af kronisk tidsmangel. Jeg taler, tænker og handler hurtigt med de konsekvenser det nogle gange har. Det gør mig ikke til noget særligt – snarere til en gennemsnitsdansker. Det er sikkert også derfor jeg har valgt at fordybe mig i yoga og mindfulness. Fordi jeg har brug for det slow-fix, som jeg tilbyder andre.

Ofte tager jeg mig selv i at skynde mig, selvom jeg slet ikke har travlt.  Jeg drøner igennem Kvickly og kaster varer ned i vognen, træder for hårdt på speederen, smider vasketøj op på tørresnoren - uden egentlig at have travlt. Kender du det? Fordi man er så vant til at have travlt og være hurtig og effektiv, bliver det til en del af ens DNA. Det er en slags eksistentiel travlhed. Man har svært ved at geare ned – også på fridage og i ferier.

Men der er også en social og kulturel lovprisning af travlheden. For et par uger siden gav jeg en virksomhed en introduktion til mindfulness. En af øvelserne var en Mindful Walk, hvor deltagerne skulle gå en tur – meget langsomt og bevidst,. De skulle dufte, røre, se, men uden at tale med nogen. Jeg gik selvfølgelig også turen selv. Det var svært og jeg måtte utallige gange bremse mig selv, for min krop og hjerne ville så gerne accelerere.

Men det der overraskede mig mest var, at forbipasserende gloede meget mistænksomt, nærmest bebrejdende på mig. Ja, faktisk som om jeg var lidt sær. Og jeg følte mig ærligt talt også som en freak, som jeg gik der i slowmotion uden nogen smartphone at rette blikket mod. Hvad bildte jeg mig egentlig også ind at gå der og have så god tid!?

Men jeg vil nu fortsætte med at øve mig i langsommelighed. Jeg tror på, at langsommelighed får os til at nyde livet mere, i stedet for at se dagens gøremål som noget, der skal overstås hurtigst muligt. Livet er lige her og nu – også i det trivielle.

Jeg tror også på at langsommelighed får os til at blive mere effektive, selvom det måske lyder selvmodsigende. Vi kender det, når vi lynhurtigt skal skrive en SMS, og vi ender med at taste forkert x antal gange, fordi vi ikke tager os tiden til det i første omgang.

Og selvom mindfulness er ved at være et godt fortærsket udtryk, så er det stadig yderst relevant, da vi tilsyneladende endnu ikke mestrer nærvær og fokus udover i ganske små glimt.

Børn fødes som perfekte mindfulde skabninger 

Min søn er min mindfulnesslærer, og en virkelig dygtig og streng en af slagsen. Han tvinger mig til at standse op, sætte mine tasker ned, glemme todo-listen og fordybe mig i den forunderlige regnorm, han har fundet i jorden. Han spiser langsomt og mindfuldt og mærker efter og stopper, når han er mæt. Han sover, når han er træt og er ikke dikteret af sengetider. Han er 100% i nuet.

Han træner min nærværsmuskel, når han om morgenen klæder sig så ulideligt langsomt på, at det nærmest virker provokerende. Når han er syg i en hel uge og jeg passer ham hjemme i osteklokken, hvor tiden står stille, mens der vitterligt vokser grå hår ud af hovedet på mig, over alle de ting, jeg ikke får nået, minder han mig om, at den tid vi har lige der, er den vigtigste i verden - meget vigtigere end støvsugning og momsregnskabet, der skal afsluttes.

Jeg har en udfordring til dig: Øv dig i langsommelighed. Start med små dagligdags gøremål. Hvis det føles svært, så find inspiration i børnene omkring dig. Teenagers kan også bruges. De er også ret langsomme.

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!