Hjemmestrikkede futter ændrede ALT

Mange spørger mig, hvad der gjorde mig så interesseret i yoga.

Da jeg var i 20'erne, var jeg en flittig gæst i Fitness.dk. Alting var meget ydrestyret dengang, og der var knald på både jobbet og det sociale liv. Det handlede meget om at præstere og helst se hamrende godt ud, mens man gjorde det.

I Fitness.dk havde de Fitness-Yoga, og det kunne jeg godt lide ... fordi jeg var god til det. Min veninde og jeg sammenlignede diskret hinanden i spejlene for at se, hvem der var stærkest, mest smidig og mest yndefuld i stillingerne.

En dag var vores instruktør syg, og i stedet tøffer en lavstammet nepalesisk kvinde ind af døren med en ALDI-plasticpose. Hun tømmer posen og ud vælter en masse hjemmestrikkede futter i alverdens farver og mønstre.

Min veninde og jeg sender hinanden forfærdede blikke og overvejer at snige ud af lokalet.

Vi får futterne på og føler os ret fjollede. Kvinden lægger os i Universalstillingen. Hun kommer hen til mig og presser blidt mine skuldre ned i måtten, og jeg opdager, at de var helt spændte og oppe ved ørerne. Hun lægger hånden på min kæbe, og jeg opdager, at jeg bider hårdt sammen.

I løbet af timen oplever jeg, at alting smelter, min puls falder, og jeg føler mig for første gang længe i balance - og så går det op for mig: DET HER ER YOGA! Det er RIGTIG yoga! Det handler ikke om at præstere. Det handler om at finde ind til dig selv!

Den omsorg ville jeg gerne videreformidle til andre. Jeg meldte mig straks ud af Fitness.dk og tog til Indien for at lære mere - og mere - og mere.

Så hvis du ser en nepalesisk kvinde med hjemmestrikkede futter, så giv hende lige et kram fra mig.

Namaste

4 kommentarer

Nadia
 

Årh hun lyder hyggelig -hende vil jeg gerne møde
Læs mere
Læs mindre
Anne k
 

Hende vil jeg også mægtig gerne møde...
Læs mere
Læs mindre
Ulla Steen
 

Tusind tak for dine præcise iagttagelser (o: Jeg har "lånt" dit indlæg til min facebookprofil. Kærligst Studio Flow v/ Ulla Steen
Læs mere
Læs mindre
yogajyden
 

Hej Ulla, du er hjerteligt velkommen :)
Læs mere
Læs mindre